PR-nyheder voksen

Nyheder lydbøger

PR-nyheder børn

Din mening er vigtig for os

Biblioteksmedier vil skabe bedre service og opnå tættere dialog med bibliotekerne gennem månedlige målinger af kundetilfredsheden. Jeres mening er vigtig for vores leverancer og udviklingen af nye services – derfor vil vi også gøre mere ud vores tilbagemelding til jer.

Vi har gennem de seneste år med halvårlige intervaller gennemført vores kundetilfredshedsundersøgelser. Det har givet os mange konstruktive input, men samtidig har det været vanskeligt at reagere i rette tid, når der gik måneder mellem tilbagemeldingerne. Derfor har vi ændret procedurerne, så vi langt hurtigere spotter specifikke fejl og nemmere kan gå i dialog med kunder, der oplever problemer med vores service eller leveringer.

Status hver måned
Vi sender nu et enkelt spørgsmål til en mindre gruppe biblioteker hver måned, så vi hele tiden får tilbagemeldinger, vi kan arbejde videre med. Men fordi vi spreder forespørgslerne ud på forskellige biblioteker hver gang, vil I ikke modtage spørgeskemaer fra os konstant.

Når vi får en status hver måned, er det betydeligt nemmere at handle på de udfordringer, I måske oplever som kunder hos Biblioteksmedier, og vi vil bestræbe os på at give langt bedre tilbagemeldinger på de input, vi får.

Hjælp os til at blive bedre
Vi er meget taknemmelige for de mange fine tilbagemeldinger, vi allerede har fået fra bibliotekerne, men vi vil opfordre til, at der er flere biblioteker som fremover deltager i undersøgelsen ved at besvare vores ene spørgsmål – det tager kun et ½ minut. For kun på den måde kan vi gøre det bedre.

Udvalgte problemstillinger
Nogle af de problemstillinger, vi allerede er i gang med at udbedre på baggrund af jeres input er:

Ny, forbedret netbutik
Vores netbutik blev bygget i e-handlens spæde barndom, og vi må erkende, at den ikke lever op til de forventninger, der er til blandt andet søgemuligheder i dag. Vi har fået rigtig mange ønsker om en opdatering, og vi forventer at kunne lancere en ny netbutik i første kvartal af 2014 med en langt bedre søgefunktion, så man nemt kan finde al tilgængelig litteratur på vores hjemmeside.

Klargøringskvalitet
Vi er blevet gjort opmærksom på forskellige større og mindre udfordringer med kvaliteten på klargøringen. Nogle labels har ikke tilstrækkelig plads til lange titler, og enkelte kunder har oplevet, at der er blevet monteret forkerte etiketter - for at nævne et par af eksemplerne. Takket være en hurtig indsats er det nu betydeligt nemmere at identificere kilden til fejlene og rette hurtigere op på dem.

Mediepakker
Vores maskiner var ikke bygget hensigtsmæssigt til at montere labels på mediepakker, og vi har derfor manuelt monteret og programmeret RFID-chips på bilagsmaterialet efterfølgende. Det har vist sig at give problemer med fejlkodning i visse tilfælde, og vi har nu ændret i vores produktionssetup, så alle RFID-etiketter til mediepakker fremover bliver printet og beriget i samme arbejdsgang.